Giv dit hjem et kvalitetspift med danske lampeklassikere

Giv dit hjem et kvalitetspift med danske lampeklassikere

Der er mange måder at opdatere sit hjem på. Det kan være med en ordentlig omgang oprydning af hundelegetøjet, der flyder på gulvet. Papirer, der roder på bordet. Og organisering på hylder og reoler. Men en opdatering, som virkelig sætter prikken over i’et i enhver bolig er lamper. Ikke blot er de funktionelle og praktiske; de er også et smukt dekorativt element i rummet. Især kan danske designklassikere noget helt særligt, når det gælder om at skabe kant og kvalitet i dit hjem.

Bliv her klogere på, hvordan du kan bruge forskellige typer lamper til at skabe liv og en hyggelig stemning i dit hjem.

Indbyd til samtaler med en spisebordslampe

Når vi sætter os omkring spisebordet, er det vigtigt, at det er i selskab med den rigtige belysning. Det skal hverken være et for diffust eller for skarpt lys. I stedet skal lampen bidrage til at skabe den helt rigtige stemning, der giver os lyst til gode samtaler. Husk derfor også, at din spisebordslampe ikke skal genere synsfeltet.

Hæng den ikoniske AJ Royal 370 fra Arne Jacobsen op over spisebordet. Du kan både hænge en eller to ved siden af hinanden, alt afhængigt af det udtryk du gerne vil skabe med lampen. Lampens runde formsprog tilfører indretningen et roligt, men samtidigt klassisk og elegant udtryk. Og lampen komplementerer både en stringent stilart og en mere sammensat og loose stil. Lyset sendes nedad – og det giver en intim og hyggelig stemning omkring bordet.

Kast lys over rummet med en loftlampe

De fleste rum har brug for en loftlampe, der kan sprede lys ud over hele rummet. Det kan være i en entré, i soveværelset eller i et andet opholdsrum. Der findes et væld af lamper til loftet, men med en designklassiker er du sikker på at skabe et tidløst udtryk, du aldrig bliver træt af.

Den smukke ’Frugtlygte’ fra Le Klint er et godt bud på en loftlampe, der selv efter sin offentliggørelse på Kunstindustrimuseet i Bredgade i 1942, stadig er lige så trendy som dengang. Lampen består af et rektangulært stykke papir, der nænsomt er foldet til lampens tredimensionel runde form, som har en både spektakulær og samtidig smuk overfladestruktur.

Lampen fås i dag i fire forskellige former, og det giver en spændende indretning at hænge flere størrelser af lampen op i loftet med forskellige højder og i forskellige afstande. Gå efter at skabe dit eget personlige udtryk med ’lygterne’ – på den måde får du personliggjort en vældig populær lampe.

Skab den rigtige stemning med en gulvlampe

Din stue kræver flere forskellige former for belysning. Hvis du sidder og ser TV om aftenen, er det ikke sikkert, du vil have en loftslampe tændt. Det giver ikke den helt rigtige TV-hygge-stemning, som de fleste af os holder af.

Den stemning kan Verner Pantons ikoniske Panthella-lampe skabe. Sæt lampen i et hjørne, og lad den være eneste lyskilde, hvis rummet ikke er så stort. Du kan også placere lampen ved siden af sofaen, på den måde kan du også bruge den, hvis du skal læse kortere passager i et magasin eller lignende. For en egentlig læselampe er det ikke. I stedet udsender den et behageligt lys, som giver den helt rigtige stemning, når der er dømt hygge i stuen. Lampen har en smuk, organisk form, og den kan både stå alene, men prøv også at sætte den sammen med andre mindre gulvlamper. Det handler igen om at gøre dine lamper til en del af din personlige indretning.

Suppler lyset med en bordlampe

Bordlamper er ikke bare smukke indretningselementer. De er også virkelig gode til at give det ekstra lys i et rum. Trænger din bolig til fornyet liv, er en bordlampe en god måde at skabe det på.

PH-bordlampen er en af den danske designer Poul Henningsens absolut mest populære lamper. Skærmdesignet består af en flerskærmet spiral, der giver din bolig et spændende twist. Sæt lampen i vindueskarmen, og skab liv både inde og ude. Eller sæt den på en skænk, et vitrineskab eller i en stor reol, så den blender smukt ind med bøger og andet nips. Bordlampen efterlader et sofistikeret aftryk, uanset hvor du stiller den.

Gå efter varianten med sølvfod for at skabe et blidt og roligt udtryk. Eller brug lampens sorte fod til at skabe kant og kontrast i dit hjem.


Notice: ob_end_flush(): Failed to send buffer of zlib output compression (0) in /home/boliglamper/public_html/wp-includes/functions.php on line 5373

Notice: ob_end_flush(): Failed to send buffer of zlib output compression (0) in /home/boliglamper/public_html/wp-content/plugins/really-simple-ssl/class-mixed-content-fixer.php on line 107